lørdag den 1. december 2012

Back in business!

Efter en gang bækkenløsning og et par måneder med en skøn lille dreng, som ikke vil sove, er jeg tilbage i køkkenet! Hurra. Tænk sig at man kan savne at bage?

Jeg har længe haft lyst til at dekorere småkager, så jeg kastede mig ud i at lave noget til jul.



Det blev til disse fine snefnug lavet af dej til pebernødder! Lækkert! Jeg forsøgte også at lave julehjerter, men den røde farve blev nærmere pink?


Det kan man heldigvis bare ikke se på billedet. Der ser de rigtig fine ud;-) Og så gik jeg helt amok og lavede nogle juletræer, som jeg også liiige måtte pynte med sukkerkugler. Mums.


Og i dag har både manden min og ældste sønnen været med i køkkenet, og det blev til både brunkager og vanillekranse. Nå ja, og så lige et af verdens bedste brød. Jeg har længe villet prøve at lave sådan et, og det blev så i dag: billedet vender forkert -sorry... 


Og lur mig om ikke der er en del fødselsdage i december hvor jeg kan bage også... To be continued...




tirsdag den 3. juli 2012

Endnu en kage til mandens arbejde.

Det er utroligt som der kan blive ved med at dukke anledninger op for manden til at tage kage med på arbejde. Denne gang gælder det en fastansættelse. Hurra for det. Det vil jeg gerne støtte! Og det blev med disse mini-muffins med banankage og chokolade frosting.


Opskriften har jeg skrevet om før. Du kan finde den her: God fornøjelse!

So many cakes, so little time....

Jeg er ikke gået i stå med at bage, jeg er bare så træt om aftenen, at jeg ikke får taget mig sammen til at skrive om dem! Men nu skal det være... Poden er afleveret i dagpleje, vaskemaskinen kører og der er the på kanden. Dette indlæg bliver en lille opsamling af ting og sager.

Først en gammel kending:

Det er chokolademuffins i mini udgave med hindbærmousse. Jeg nåede lige at tage et billede i farten, inden naboen snuppede dem med til kærestens surprise-fødselsdags-brunch. De bragte lykke som altid. Det er altså en god kombi med den søde chokolade og den let syrlige hindbær. Mums.


Der blev da også lige et par stykker til overs til vores dessert samme aften. Heldigvis... Du kan se opskrifter her:


Lige en opfordring:
I år har jeg prøvet Lone Landmands opskrift på hyldeblomst saft. Og den er ganske god. Du kan liiige nå at lave en portion endnu, inden det er slut med hyldeblomsterne....




Og sidst, men ikke mindst, rabarbertærte! Yum Yum den her er god. Opskriften er fra magasinet Mad! og den kan varmt anbefales.


Rabarberkompot:
Ca. 750g rabarber
1 vanillestang
150g sukker

Skær rabarber i små stykker og bland dem med sukker og vanillekorn (læg den tomme stang ved) og bag det hele i ovnen ved 175grader i ca. 20min. De skal være møre, så mærk efter med en gaffel. Lad det køle af mens du laver kagebunden.

Kagebund:
4 æggeblommer (hviderne gemmes til marengslåget)
125g blødt smør
125g sukker
250g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 dl mælk¨

Rør smør og sukker hvidt i en skål. Rør æggeblommer i en ad gangen vend forsigtigt skiftevis mel og mælk i. Fordel dejen i en smurt springform på ca. 24cm og bag ved 175grader i ca. 15min.
Lad bunden hvile mens du laver låget af marengs.

Marengslåg:
4 æggehvider
200g sukker
2 spsk flormelis (sigtes over låget til sidst)

Pisk æggehvider til de skummer og tilsæt så sukker. Pisk til der er et tydeligt mønster i æggehviderne, så ved du at de er stive nok.

Nu skal kagen samles. Spred kompotten ud på kagebunden og læg tilsidst marengslåget på, så det slutter tæt. Drys med lidt flormelis. Bag kagen færdig, stadig på 175grader  og i ca. 15min til låget er gyldent.


Server med flødeskum eller cremefraiche og nyd så den dejlige smag!

tirsdag den 15. maj 2012

Kammerjunkere

Når nu ikke sommeren vil komme til os, må vi jo lave den selv! Jeg fik lyst til at bage noget (som det sker så tit) og kastede mig over kammerjunkere. Jeg har ledt efter en opskrift, som ikke indebærer at skære de næsten bagte kager over og bage dem igen... Det er for besværligt. Jeg faldt over denne opskrift fra bogen Magiske Måneder af Helle Schjønning. Og de er ret gode:


250g blødt smør
125 g sukker
1 vanillestang
1 æg
1 dl mælk
500g mel
1 spsk bagepulver
(revet skal af en øko-citron hvis man lyster)

Dejen kan med fordel røres på maskine. Den rulles til pølser på ca. 1,5cm i diameter og stilles på køl.

Der skæres ca. 0.5 cm stykker af og disse placeres på en bageplade og trykkes let flade.


De bages ved 170 grader varmluft i ca. 15min og bliver dejligt sprøde. Mine blev dog lidt store, så jeg tror jeg vil lave dem lidt mindre næste gang.


Her får du også lige opskriften på den letteste koldskål der findes. Opskriften er fra min mormor og byder således på udefinerbare mængder af sukker og vanille (opskriften er overleveret mundtligt til min mor og så videre til mig: Lidt mere end en stor grydeskefuld sukker, et tyndt lag vanille drysset over... etc...) Ja, jeg har forsøgt at veje mens jeg lavede den:

ca. 65g sukker
ca. 5g vanille
1 liter kærnemælk
1dl mælk (i mormors opskrift er det en kvart piske, men det er simpelthen for voldsomt!)

Det er det hele. Det skal bare røres sammen og hvile på køl en times tid.

Kammerjunkere kan forresten også bruges som en lille gave til nogle usædvanligt hjælpsomme naboer ;-) Og så kan man jo lave en kæmpe portion (denne giver ca. 150stk) og fryse de små dej-pølser til en dag man har tid til at bage. God fornøjelse....


Konfirmation hos naboen

For et par uger siden var vi til konfirmation hos naboens store pige. Det er hende som jeg har lært lidt om kagedekoration... (og gaven var naturligvis et startsæt med farver, udstikkere og det mest basale værktøj). Jeg gav et lille bidrag til kaffen i form af disse lækre Sarah Bernard kager.


Jeg ved ikke hvor opskriften kommer fra. Jeg har fået den af min mor, som har haft den altid. Skrevet ned i hånden i en opskriftbog. Den kommer her:

100g smør
1 past. æg (kan undlades)
75g flormelis
1 tsk vanillesukker
2 spsk cacao
75g blød nougat

Overtrækschokolade og makroner

Bland alle ingredienser godt sammen med en håndmikser og stil massen på køl en times tid. Herefter påføres en teskefuld chokolade-masse på den flade side af en makron med en teske. Det kan godt betale sig at bruge lidt tid på at lave en glat overflade, så ser chokoladeovertrækket pænere ud.
Stil kagerne på køl et par timer. Tag dem ud og påfør smeltet chokolade med en bagepensel.

Jeg laver altid dobbelt portion og der skal bruges ca. 2 poser makroner og 150g smeltechokolade.

Kagerne opbevares i fryseren og serveres direkte herfra. Så smager de bedst! Velbekomme!

lørdag den 21. april 2012

Blåbærmuffins

Disse blåbærmuffins er meget lækre og jeg lavede dem sidste weekend, da familien kom til kaffe;-) De er super lette at lave og smager virkelig godt. Her kommer opskriften:

55g smør
2 æg
200g sukker
250g mel
2 tsk bagepulver
1dl mælk
1 tsk vanillesukker
250g frosne blåbær

Smøret blødgøres og piskes sammen med æg og sukker. Tilsæt mel/bagepulver/vanille skiftevis med mælken. Tilsidst puttes blåbærrene i, og der skal ikke røres for meget rundt, da dejen hurtigt bliver blå. De bages ved 180grader i ca. 35min. Portionen giver ca. 12 stk alm. størrelse.


God fornøjelse!

New York, New York

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at blogge lidt om det jeg går og laver af kage for tiden. Jeg var på studietur til New York med min 2g klasse ugen før påske, og heldigvis blev der tid til både kage- shopping og -spisning! Vi begynder med spisning: Franske macarons!

Disse er den amerikanske udgave (læs: dobbelt så store og med mere smør end i europa) og de var ikke helt så gode som jeg havde håbet. Men de var spændende. Den brune med guldstøv var min favorit og smagte af mocca. Den var lækker og sød. Den lilla smagte af lavendel og honning. Meget interessant, men den var for stor. Den gule med det blå fyld var med smag af earl grey. Den smagte dog ikke af så meget, men flot så det ud!

Jeg har ikke taget billeder af mine indkøb endnu, så det må i have til gode en anden gang.

torsdag den 22. marts 2012

2x bryllup

Sidste weekend lavede jeg ikke mindre end to kager! Den ene var en bryllupskage til et vennepar, som blev gift i al hemmelighed. Altså næsten. Den nærmeste familie var inviteret, og så vidste jeg det selvfølgelig også:-)



Bruden havde et ønske om hvide orkideer på kagen, så det måtte jo prøves. Og jeg synes faktisk det ligner meget godt... Tillykke med dagen!



Den anden kage var en prøvekage til en lidt større (90pers) en jeg skal lave til maj. Jeg fik hjælp af naboens søde datter, Magdalene. Hun elsker også at bage og ville gerne lære noget om kagedekoration. Så jeg har altså fået mig en lærling. Og hun er rigtig god til det. Dette blev resultatet af hendes første anstrengelser:


Men Gitte og Bjarne, I må vente med et tillykke til maj ;-)

Begge kager er lyse lagkagebunde med et lag chokolademousse og et lag hindbærmousse. Mums...


onsdag den 22. februar 2012

Kage til mandens arbejde.

Så er det igen tid til kage. Denne gang til mandens arbejdskolleger. De bliver nu forkælet for 3 gang siden august! Men pyt med det. Jeg eeeelsker at bage. Denne gang har jeg bagt en konfektkage med hvid chokolade og lakrids! Jeg lavede selvfølgelig en test i weekenden -og den blev god. Svigerfamilien var på besøg og godkendte med det samme kagen.


Her kommer opskriften:

150g smør
150g hvid chokolade
150g lyst rørsukker
3 æg
1 1/2 spsk lakridspulver (jeg har brugt lakridsrodspulver fra urtekram, og det smagte fint)
100g mandelmel

Smelt smør og chokolade i en gryde ved svag varme og lad det køle af mens du pisker æg og sukker luftigt. Tilsæt lakridspulver og den lune smør/choko masse under omrøring. Tilsidst skal mandelmelet i. (Jeg har bare blendet mandlerne med skal til fint mel)
Det hele hældes i en smurt form og bages ved 175grader i ca. 45min.
Denne opskrift passer til en alm. tærteform og til den store bradepande har jeg lavet 4x opskriften. Den har også fået yderligere 20min i ovnen. Kagen er meget blød i konsistensen og har bedst af at sætte sig i køleskabet natten over. Den skal være lidt fugtig da det er en konfektkage.
Opskriften er fra et lille hæfte jeg fik med magasinet MAD! i feb. og stammer fra bogen "Spilopper og stjerneskud"


Tilsidst har jeg drysset med flormelis og stukket en tandstikker gennem et bær, så det er blevet til små "hapsere". Mums, jeg håber der bliver en enkelt til overs:-)

tirsdag den 21. februar 2012

Puder, puder, puder.

Jeg har endelig haft tid til at sy lidt til Podens hyggehjørne. Det er et hjørne i den ene ende af stuen, som for tiden gør det ud for hans værelse. Han er så lille endnu at han skal være under opsyn:-)
Jeg har syet 4 puder:


Denne her lilla sag med hvaler på er mest for, at det hele ikke skal blive for blåt og grønt. Det kunne jo være der dukkede en pige op på et tidspunkt?? Jeg har en enkel pude tilbage, og den bliver helt sikkert også tøsefarvet! Der skal jo være lidt til moderen også:-) Den blå pude ved siden af, med svampen på, har fået selskab af yderligere to svampepuder:


En er syet med knapper som pletter og på den anden er farverne omvendt. Bertil-blæksprutte er selvfølgelig også med. Kristoffer er begyndt at synes, at han er lidt hyggelig at putte med/på.

Nu gælder det sofapuderne... Når altså jeg får tid:-)

søndag den 12. februar 2012

Fastelavn!

Så blev det min tur til at prøve kræfter med fastelavnsbollerne. Resultatet blev rigtig godt. Særligt når man tænker på, at jeg hverken har prøvet at lave creme eller fastelavnsboller før! Her er et billede af de dejlige kager liiiige før de blev ædt!


Og opskriften skal i ikke snydes for. Den er fra Gyldendals Bagebog og den kommer her:

Opskriften giver 14-16 stk.

Creme:
1æg
2 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
3 tsk maizena
2 1/2 dl mælk

Pisk æg, sukker og vanille sammen. Tilsæt maizena. Varm mælken til kogepunktet og hæld det over i æggeblandingen under omrøring. Det hele hældes tilbage i gryden og varmes til kogepunktet under kraftig omrøring. Afkøl cremen.

Dej:
350g hvedemel
125g smør
50g gær
1 1/2 dl mælk
1 æg
1/4 tsk salt
1 spsk sukker

Hak mel og smør sammen og findel det til en grynet masse. Rør gæren glat med den lune mælk og hæld det i massen. Tilsæt æg, salt og sukker. Ælt til dejen er smidig og glat. Lad den hæve.
Ælt dejen igen, rul den ud og skær den i 14-16 firkanter. Læg 1 spsk creme på midten og pak bollen sammen. Læg den med samlingen nedad. Efterhæver og pensles med vand lige inden de bages i ovnen. Nederst i forvarmet ovn ved 220grader i ca. 20min.

Pyntes med glasur og hvad du ellers lyster. Velbekomme

Testkager i massevis!

Så er jeg gået i gang med at teste muffinsopskrifter til en fødselsdag jeg skal bage til. Den første slags er kokosmuffins med hvid chokolade. Og den skal helt sikkert med på menuen, hvis altså det bliver minimuffins buffet. Nu må vi se. Men en kage bagt og spist er jo aldrig spildt;-)


Opskriften kommer her: Giver 12 stk
150g smør -stuetemp
200g rørsukker
4 æg
150g hvedemel
1tsk bagepulver
100g kokosmel
100g grofthakket hvid chokolade
1dl kokosmælk (kan erstattes af sødmælk)

Pisk smør og sukker luftigt og tilsæt herefter æggene et ad gangen. Pisk mellem hvert æg. Bland mel, bagepulver, kokosmel, og chokolade i og pisk igen. Kom kokosmælk i og rør godt sammen. Fyld formene 2/3 med dej og bag ved 180grader i 20-25 min.

Frosting:
150g smør -stuetemp
250g flormelis
1tsk vanillesukker
75g smeltet hvid chokolade

Rør alle ingredienser sammen og sprøjt smukke swirls på dine muffins.


Som i nok har bemærket mangler mine muffins en swirl!! Det skyldes, at jeg løb fuldstændig tør for smør. Man skal ALDRIG gå ned på smør! Det har jeg lært nu. Men et lag smeltet hvid chokolade og lidt chokosprinkles redder dagen. Hver gang:-)

tirsdag den 24. januar 2012

Tiden går!

... og nu har jeg endelig taget mig sammen til at skrive lidt om decembers juleknas. Jeg fik ikke lavet alle de traditionelle godter, som jeg plejer, men prøvede alt muligt nyt. Det var spændende og blev rigtig lækkert:



Øverst i billedet er det lys chokolade med vanillefyld. Til højre er det mørk chokolade med fyld af chillitrøffel (som er en blanding af Lindts chilichokolade og fløde 1:1) og den sidste slags er fudge! Det har jeg aldrig prøvet at lave før, men det bliver ikke sidste gang!! Nøj hvor var det godt. Opskriften er stjålet fra Himmelskekager og den kommer her:

Chokolade-fudge med appelsinskal(64 stk små hapse-størrelser)

350 g kondenseret mælk
350 g hakket mørk chokolade
40 g smør
Fintrevet skal af 1 økologisk appelsin

Hak chokoladen groft og kom den i en gryde sammen med kondenseret mælk og smør. Tilsæt den fintrevede skal af appelsin. Lad det smelte ved svag varme og rør jævnligt så det ikke sætter sig i gryden.

Smør en form på 18x18 cm og fór den med bagepapir. Kom fudgemassen i formen og stil den køligt i mindst tre timer.

Vend fudgen ud af formen (hiv forsigtigt i bagepapiret, så den glider ud) og skær fudgen i kvardrater i mundrette størrelser

Jeg tilsatte også lidt hakkede nødder og mandler (fordi jeg lige havde nogle liggende) og det blev rigtig godt. MUMS!