onsdag den 28. december 2011

Julemandens sæk

Ja hos os ser den således ud:


Jeg nåede at sy den færdig i sidste øjeblik. Det vil sige dagen før vi kørte afsted på juleferie. Min farmor syede engang en sådan sæk til hvert af sine børn og nu vil jeg altså også have en. Så tak til farmor for ideen.

tirsdag den 13. december 2011

Podens fødselsdag.

Så blev det den skønne Kristoffers tur til at fylde 1 år. Hvor er det dog en stor dag! Særligt for de stolte forældre. Han skulle selvfølgelig også have kage i den anledning. Det blev til hele to stk. Denne fine skildpadde blev medbragt og fortæret i dagplejen:


Den indeholder en simpel chokoladekage uden fyld, da jeg har ladet mig fortælle at børn mest er til den slags kager, uden snask i.

Da familien så kom på besøg var det denne sag jeg serverede:


Det er en chokoladekage med et lag brombærmousse og pynten er hjemmelavet fondant. Jeg fik endelig muligheden for at prøve min tog-udstikker. Det er et ret simpelt design, men jeg blev godt tilfreds med resultatet. Tillykke med dagen skønne dreng!

søndag den 4. december 2011

Endnu en fødselsdag i mødregruppen

Denne gang var det den skønne Elises tur til at fylde 1 år. Jeg har lavet denne dejlige kage til hende:


Den består af chokoladekage med to lag hindbærmousse og er pyntet med lyserød og hvid fondant (hjemmelavet) og royal icing. Blomsterne og bogstaverne er dustet med glimmer.
Jeg håber du har haft den bedste fødselsdag, søde Elise. Tillykke!

lørdag den 3. december 2011

Julebageri:

Så er julen kommet til St. Velling! Jeg har bagt pebernødder i dag. Hurra hvor det dufter i hele hytten. De blev lidt store for jeg var ikke helt klar over, at de hævede så meget!



Det blev også til 2 plader af disse skønne brunkager. Dejen har jeg lavet for et par dage siden og den har bare ligget i fryseren og ventet. Og ventet. Og der er stadig 2 ruller tilbage. Dejligt.



Opskriften har jeg fået af min svigermor. Og den kommer her:

500g smør
500g sukker
250g mørk sirup

Koges sammen og afkøles.

Tilsæt derefter:
15g potaske opsløst i kogt vand
125g groft hakkede mandler
7g stødte nelliker
15g kanel
ca. 1kg mel (lidt ad gangen)

Form ruller og lig dem i fryseren. Skær dem så tyndt som muligt i frossen tilstand (jo tyndere, des bedre) og bag dem ved 180grader i ca. 8-10 min.

Mums.
OBS. Denne opskrift giver småkager til et helt fodboldhold. Jeg laver altid bare en halv portion.


Dette skønne glas er det første i min samling. Og jeg er svært glad for det. Smukt ikke?


mandag den 21. november 2011

Fødselsdag i mødregruppen.

Jeg fik en bestilling på en hundehvalp og kunne ikke sige nej. Ideen til hunden er tyv-stjålet hos den fantastiske Debbie Brown og lejligheden var, at den dejlige Jasper der fyldte 1 år!


Hans mor var ikke tilfreds med kagen til barnedåben og spurgte om jeg ikke ville hjælpe. Og det vil jeg da altid!  Kagen er en mississippi mudpie smurt op med nutella og pyntet med fondant i hvid og chestnut brown.



For at være sikker på, at der var nok kage, bagte jeg også et par cupcakes af samme dej og pyntede med mascarponefrosting (opskrift fra himmelske kager) og 1-taller.



Tillykke med dagen Jasper!



mandag den 10. oktober 2011

Barnedåb

Så fik jeg endelig mulighed for at prøve nogle nye ting: at modellere en elefant, at bruge bogstav-udstikkere og en ny mousse.

Dette blev resultatet:


Anledningen var lille Jeppes dåb. Jeppe er min kusines vidunderlige lille dreng.

Jeg har endnu engang lært noget nyt: Det kan være nødvendigt at lade fondanten tørre lidt, inden man bygger en elefant op. Min udgave var rigtig fin inden jeg gik i seng, men næste morgen havde elefanten indtaget en noget tilbagelænet position. Dens krop kunne ikke holde til hovedets tyngde og derfor sank den lidt sammen. Men den er da meget sød alligevel:-) Og som et første forsøg synes jeg faktisk den er rigtig flot.


Jeg lavede selvfølgelig også blomster og jeg er blevet svært glad for min nye veiner. Den laver altså bare nogle skønne blomster. Jeg har malet dem lidt for at gøre dem lidt mere livlige:



Da jeg lavede bogstaverne troede jeg aldrig jeg ville få dem hele på kagen. De var så skrøbelige at der skulle adskillige forsøg og en ødelagt pensel til at lave dem. Men efter de tørrede blev de meget mere medgørlige! Det var dejligt at erfare. Jeg skal bestemt bruge dem en anden gang.

Kagen var chokoladekage med mandler og fyldt med hindbærmousse og appelsin/passionsfrugt mousse. Opskriften er fra en eller anden blog, som jeg har glemt navnet på. Men hvis du læser dette, så tak for en fremragende opskrift. Den kommer her:

10 blade husblas
8  passionsfrugter
1 ½ dl friskpresset appelsinsaft
2 spsk friskpresset citronsaft
1 liter piskefløde
7 spsk florsukker
korn fra en stang vanilie
Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min.
Del  passionsfrugterne i halve og skrab saft og kerner ud, tilsæt frugtsaften og blend det til det er jævnt, si de sorte kerner fra.
Pisk fløden til et let skum sammen med florsukker og vaniliekorn. Tag husblassen op af vandet med det vand der hænger ved, smelt det i vandbad og afkøl det.
Kom husblas i frugt saften når den er afkølet og vend den letpiskede fløde i blandingen.
Stil på køl 5-6 timer og moussen er klar til at lægge i en kage.
Jeg lavede en halv gang af denne opskrift og der var rigeligt til en hjerteform på 31cm.


Til selvsamme dåb havde min mor kreeret denne skønne kransekage, og den var helt sikkert også deeelicous. Velbekomme!



Æblefestival vol. 2



Disse skønne æbler blev i løbet af æblefestivalen lavet om til most. Det var en sand fornøjelse og fryseren er endnu fuld af lækker drikkelse. Det var hovedsageligt mændende som stod for det med at ase og mase æblerne om til most.



De gjorde det godt, gjorde de! Jeg tror de lavede en 40-50 liter! Der blev naturligvis drukket en del og naboerne fik også gavn af deres slid:-)
Nå, men nu til det vigtige: Kage!

Det blev jo også til disse skønne æblemedaljer. Opskriften er taget fra Gyldendals Bagebog:

Opskrift:

250g mel
175g smør
1 spsk sukker
25g gær
2 spsk fløde

250g fast æblemos
1 æg til pensling
25g mandler
2 spsk sukker

Hak mel og smør sammen og findel det til en grynet masse. Bland sukker i. Rør gæren ud i fløden og kom den i. Ælt godt og stil på køl 1/2 time. Rul og stik dejen ud i ca. 8cm diameter. Læg frugtmos på og pensl kanten med æg, læg et andet stykke dej over, tryk kanten sammen og pensl med æg. Drys med sukker og hakkede mandler. Bages ved 225 grader i ca. 15min.



Sådan ser de ud inden de når ovnen. Velbekomme!

Æblefestival vol. 1

Det er ved at være et par uger siden, vi afholdte den første årlige æblefestival på vores lille landsted. Dagen var længe ventet og blev da også bare helt perfekt! Fætre og kusiner incl. påhæng og børn kom og æblede i den skønne efterårssol. Der var jobs til alle -store som små!



Her er det Sara-Sofie og Louise der laver æblehorn og Caroline der laver æblemedaljer.



Disse dejlige æblehorn faldt i god jord hos det arbejdende folk:

Opskrift:
50 g margarine
2 dl mælk
½ pk. gær (25 g)
1 tsk sukker
½ tsk salt
1 æg
6½ dl hvedemel (ca. 400 g)
2 æbler (ca. 200 g)
½ tsk stødt kanel
Sødemiddel svarende til ca. 15 g sukker (fx 2 tsk. Perfect Strø)
Æg til pensling
20 g hasselnødder

Margarinen smeltes ved svag varme i en gryde. Mælken tilsættes og lunes med. Mælken hældes op i en skål og gæren udrøres heri. Sukker, salt og æg tilsættes. Hvedemelet tilsættes, og dejen æltes godt igennem.
Dejen dækkes til med et rent viskestykke og stilles til hævning i ca. 20 min.
Kanel og sødemiddel blandes til "kanelsukker". Æblernes kernehus fjernes.
Æblerne skæres ud i både.
Dejen æltes godt igennem og deles i to. Dejklumperne rulles ud til to cirkler med hver en diameter på ca. 30 cm. Hver cirkel deles i 12 trekanter.
Æblebådene lægges på hver trekants brede ende og kanelsukkeret drysses oven på æblebådene. Æblehornene rulles sammen fra den brede ende mod spidsen.
Hornene lægges på en bageplade med bagepapir og dækkes til med viskestykket og efterhæver i ca. 20 min.
Ægget til pensling piskes sammen.
Nødderne hakkes fint.
Hornene pensles med ægget, og de hakkede nødder drysses over.
Hornene bages ved 200 grader på midterste ovnrille i ca. 15 min.
Opskriften er hentet på kageopskrifter.dk og det er nok derfor, der er lidt problemer med layout. Jeg gider simpelthen ikke skrive det selv:-)




mandag den 26. september 2011

Endnu et bryllup.

Så blev det Lise og Bjarkes tur til at blive gift. Den store fest fandt sted forrige lørdag, og jeg har lige modtaget billeder af kagen. Jeg nåede ikke selv at tage nogen, for jeg var liiiige lidt bag ud med pyntningen. Jeg havde netop sat den sidste blomst på, da brudens søster (min dejlige veninde Hanne) trillede ind i indkørslen for at hente kunstværket!


Jeg var meget spændt på, hvad bruden syntes om kagen, da den overhovedet ikke så ud som aftalt. Hun ville gerne have en kage magen til min, men jeg syntes nu, hun skulle have sin egen kage. En kage som var knap så sommerlig og lidt mere efterårs-agtig.


Det blev til denne skønne kreation. Og den passer fuldstændig ind i omgivelserne. Helt tilfældigt! Man har vel lov at være heldig en gang i mellem.
Det var en chokoladekage med mandler i 4 etager med fyld af chokolade mousse og hindbærmousse. Der er kage nok til ca. 70 personer.


Tillykke til Lise og Bjarke. Jeg håber i havde den bedste dag EVER!

mandag den 12. september 2011

Madmuffins

Når jeg tager madpakken frem på arbejdet, lyder der fra højre og venstre: "ej Rikke, har du kage med til frokost?" Og selvom det godt kunne være tilfældet (host host), så er der dog tale om madmuffins:


I dag har jeg haft fri, og derfor er det blevet til en dobbeltportion af følgende:

2 dl grahamsmel
6 dl hvedemel
1 spsk bagepulver
1 tsk sukker
1/2 tsk salt
100 g smeltet smør
4 dl mælk

Fyldet: (jeg bruger følgende, men alt kan bruges!)
1/2 revet squash
1 lille pk. skinketern
200 g fetaost i tern

Det hele blandes og bages i muffinsforme ved 200 grader i ca. 30min

Jeg putter formene ned i mine faste muffinsforme for at give ekstra støtte. De er rigtig gode til frys og så er de deeelicious!

mandag den 29. august 2011

Bryllup!

Så fik jeg endelig 5 min. til at vise jer min bryllupskage. Den består af 4 etager (30, 24, 18 og 12cm). Det er chokoladekage med mandler og den er fyldt med hindbærmousse og jordbærmousse med hvid chokolade. Der var nok til alle 55 gæster og endda en hel del tilovers! Det kom naboerne tilgode, og det havde de vist ikke noget imod!


Jeg smurte op med 1:1 ganache og pynten er fondant. Blomster temaet til brylluppet var hvide calla, så derfor gik de naturligvis igen på kagen.


Den var i sandhed Deeelicious!

tirsdag den 16. august 2011

Træstammer



Denne gang har jeg lavet så mange træstammer, at der var tid til at tage et billede inden de var væk. Faktisk har jeg stadig nogle på køl, så dem tror jeg, jeg vil forkæle mine kolleger med i morgen. Der er nemlig et mere møde i rækken af rigtig mange!! Det bliver de sikkert glade for. MUMS

torsdag den 11. august 2011

Træk vejret!!

Pyh det er længe siden jeg har haft tid til at skrive her! Følgende liste er klaret på lige nøjagtigt en måned: købt hus, malet hus, flyttet, malet lejlighed i Vejle, lejet lejlighed i Århus ud, T har forsvaret speciale og fået og startet på job, købt bil, hentet bil, solgt lejlighed i Odense, og var der mere? Nåh ja, vi blev jo lige gift i lørdags!! Så nu er vi ved at være igennem det, de fleste får ordnet på et par år!!

Jeg har selvfølgelig også bagt kage! Mest for at teste bunde til bryllupskagen.
Her er det chokolademuffins med karamel:



Og følgende er chokolademuffins med flødeskum tilsat lidt hindbærmarmelade. De er lavet til Troels' arbejde som tak for en meget fin bryllupsgave:



Det viste sig at være en super god opskrift til både muffins og kagebunde. Her kommer opskriften:

60g chokolade
1dl vand
90g smør
225g brun farin
2 æg
100g mel
3/4 tsk bagepulver
2spsk kakaopulver
40g kværnede mandler

Smelt chokoladen i vandet og varm smøret. Pisk æg, sukker og smør luftigt. Bland resten af ingredienserne sammen.

Bagetiden og temperaturen afhænger af størrelsen på muffins/kageformen, men minimuffins skal have 200grader i ca. 20min.

Jeg har valgt at putte et lille frosset hindbær ned i formen til mine minimuffins. Der bliver ca. 30stk minimuffins af denne portion.
Laver man laver trippel mængde passer det til en springform på 24cm.

Jeg brugte det overskydende kage fra bryllupskagen til at lave træstammer. De var så gode at jeg ikke nåede at tage et billede før de var spist!!

Jeg venter stadig på billeder fra brylluppet, så den kage må i vente lidt med.

tirsdag den 28. juni 2011

Romkugler og Rabarbersaft

Så har jeg sørme været i køkkenet igen! Denne gang af to grunde. 1. Jeg skal have kage med til mødregrupperne i denne uge (igen) og 2. jeg skal have lavet plads i fryseren til alle de dejlige jordbær vi skal ud og plukke snart.


Da jeg stadig har rigtig mange rabarber, som ligger og fylder i fryseren, blev det til en omgang rabarbersaft med jordbær:

Kog 1kg rabarber og 1/2 kg jordbær i en smule vand til det er kogt ud. Tilsæt 400g sukker pr. liter siet saft. Kog op og fyld straks på skoldede flasker. Mmmmm.

Noget andet som fylder i fryseren (og dermed optager livsnødvendig jordbær plads) er rester fra kager. Alle de toppe jeg har skåret af siden kage-bagningens begyndelse venter bare på at blive til romkugler, cake pops og andet godt. Derfor skal mødregrupperne nu igen være forsøgskaniner. Hihi, det har de heldigvis ikke noget imod:


Opskriften er Camillas. Du ved, hende fra himmelske kager:

400g kage
1:1 ganache
3 spsk rom
Bland det hele og køl af. Tril kugler og forsøg at få krymmel til at sidde fast. Ikke så let endda...

mandag den 27. juni 2011

Kvinde torso

Så fandt jeg endelig en lejlighed til at lave en kvinde torso! Eller lad os nu bare kalde den hvad den er: en babs-kage:-) Og her er hun så...


Hun er lavet af chokolade med fyld af hyldeblomst mousse og friske jordbær.
MUMS.
Jeg har lavet den til min dejlige fætter Frederik, som fylder 18år den 3 juni. Han er dog i Paris på sin fødselsdag, så derfor var der fest i går. Tillykke med dagen fætter!!!!

tirsdag den 14. juni 2011

Hylden blomstrer!

Og derfor er det tid til at lave saft! Jeg tog manden i hånden og puttede Poden i vognen, og så gik vi alle tre ud for at finde de dejlige hvide skærme af duftende blomster. Der hvor vi plejer at hente blomster har de desværre valgt at fælde træerne. ØV! Men det gav jo anledning til en lidt længere gåtur. Og det kan vi li'. Resultatet trækker nu i køleskabet i 3-4 dage. MUMS!

mandag den 13. juni 2011

Test kage

Så fik jeg endelig mulighed for at øve mig til jeg skal lave min egen bryllupskage. Det drejer sig om denne sukkersøde sag:


Det var for at prøve det der med at lægge kagerne oven på hinanden. Den består af chokoladebunde med lys chokomousse og hindbærmousse og jeg synes faktisk det gik rigtig godt. Den er lavet i 24, 18 og 12cm springforme og der er nok til ca. 30 pers.

Ting jeg har lært denne gang:
1. Fondant smelter altså når det er for varmt. Det er ikke bare noget folk siger!
2. Det tager ca. 6 timer for mig at smøre 3 kager op, betrække dem med fondant og pynte dem. (Pyh. Godt jeg havde lavet bundende i forvejen)
3. Hvis opsmøringen ikke bliver så pæn, kan man dyppe sin paletkniv i kogende vand og "smelte" den på plads.
4. Mine bunde er lige til den tykke side.
5. Kagefadet af tykt pap er faktisk stærkt nok til at bære en ret tung kage.
6. Jo højere en kage er, desto sværere er det at få fondanten til at ligge pænt!

Anledningen til kage-bage-hyggen var Margit og Henry's polterarbend. Tillykke til jer!! Og tak til min mor og far for pasning af Poden mens mor svedte i køkkenet (og hyggede sig helt vildt!)

fredag den 10. juni 2011

Symaskinen...

...har været i gang. Jeg har lavet mit første patchwork tæppe. Jeg synes selv det er blevet ret flot (og kun med få fejl). Jeg er sikker på , Poden nok skal nyde at ligge i haven (når vi får en) og kigge op på de grønne blade på træerne (hvis der da er nogle).

torsdag den 26. maj 2011

DIY / Tutorial: Fisk

Så er det blevet tid til at kaste sig ud i en lille tutorial. Det handler om det første produkt fra min Wilton Sports Ball form. En fisk.


Man starter med at farve et stykke fondant med blå farve. Jeg har valgt ikke at ælte farven helt jævn for ekstra effekt. Ligeledes har jeg valgt at lade underlaget hænge lidt ud over kanten på fadet.


Så laver man finner og øje af farvet fondant. Disse kan med fordel laves et godt stykke tid i forvejen. Jeg har brugt bagsiden af en kniv til at lave lidt struktur i delene.


Så placeres kagen det ønskede sted. Jeg kom til at putte kagen i køleskabet nede i formen. Det var ikke en god idé! Den hang i og gik lidt i stykker. Den var ellers perfekt jævn første gang jeg tog den ud. Så har man lært det...


Det er dog ikke noget problem, da kagen jo ikke skal betrækkes men tylles. Det gør man ved at vælge en tilpas størrelse stjernetylle og så køre rundt i ring. Forskyd stjernerne i forhold til hinanden for at undgå "helligdage". Jeg har brugt en almindelig frosting af smør og flormelis tilsat lidt gul pastafarve.


Så er det bare at fortsætte til hele fisken er dækket. Og til sidst sættes finner og øje på. Det går ret hurtigt, så denne kage er ikke så tidskrævende ;-)



Fiskens læber er lavet af en lille smule frosting, farvet rød. Det ser da lækkert ud!

onsdag den 25. maj 2011

Nye bageforme:-))))


Så har jeg fået købt mig en Wilton Sports Ball bageform. Og den blev straks afprøvet. Jeg havde lidt øko-citron tilbage og bagte derfor en omgang citronmuffins. Der var ikke helt nok til formen, men jeg ville egentlig også mest teste, om kagen kunne slippe efter bagning. Det kunne den:


Om lidt vil jeg forsøge at dekorere....

lørdag den 21. maj 2011

Nye puder


Ja, jeg må indrømme at jeg ikke selv står bag disse smukke puder. Det gør til gengæld min gamle veninde Janne (altså hun er ikke gammel, jeg har bare kendt hende i mange år...). De er bare sååå lækre. Jeg købte to til podens lille hyggehjørne. Dem bliver han helt sikkert glad for.


Der var to andre mødre i gruppen som heller ikke kunne stå for de søde puder. Så de fik også lige et par med:-) Her kigger de to ugler på hinanden. Det ser da sødt ud...



Og de frække aber....
Hvis du skulle have lyst til at erhverve dig et par kan du finde dem her.

onsdag den 18. maj 2011

Poden sover...


...Så der er lige tid til at vise jer, hvad posten havde med til mig i morges -fra Holland :-) Det er bageforme (hjerte og Wiltons sportsball), farve, en tylle, sprøjteposer, mini-cupcake-forme og noget tyllose. Skønt!! Så er det bare i gang med at lege ;-) Vi overvejer dog at flytte snart da vi tilsyneladende er de første på postens rute!! Han kommer altså lidt for tidligt....

Mere marmelade

Og denne gang med brombær. Jeg er nu officielt udgået for jordbær i fryseren og håber derfor på en rigtig god sæson i år. Der skal mindst 10kg til at klare vinteren. Meen, brombær er nu også godt:-)


Det er dog ikke mig selv, der har stået for plukningen. Det er svigermekanikken. De ved godt vi elsker at have frugt i fryseren og kommer derfor ofte med poser af lækker frugt fra deres store have.... 

mandag den 16. maj 2011

Citron Muffins

Mums. Lækkert. Det er, hvad der er at sige om disse muffins. De ikke bare smagte godt, de blev også flotte:-) De er meget friske i smagen, men næste gang vil jeg komme lidt mindre frosting på. Den er lidt sød og overdøver den meget fine smag af kagen.


Her kommer opskriften:

90g blødt smør
90g flødeost
2 tsk citronskal
2 spsk citronsaft
150g sukker
2 æg
100g hvedemel
3/4 tsk bagepulver

Rør smør, flødeost, citron, sukker og æg til en cremet masse.
Tilsæt mel og bagepulver.
Bages ved 160 grader i 25min eller til de er gyldne.

Frosting:
150g blødt smør
250g flormelis
2 spsk citronsaft
1/2 tsk citronskal

NB: Denne opskrift giver kun 8 muffins