onsdag den 22. februar 2012

Kage til mandens arbejde.

Så er det igen tid til kage. Denne gang til mandens arbejdskolleger. De bliver nu forkælet for 3 gang siden august! Men pyt med det. Jeg eeeelsker at bage. Denne gang har jeg bagt en konfektkage med hvid chokolade og lakrids! Jeg lavede selvfølgelig en test i weekenden -og den blev god. Svigerfamilien var på besøg og godkendte med det samme kagen.


Her kommer opskriften:

150g smør
150g hvid chokolade
150g lyst rørsukker
3 æg
1 1/2 spsk lakridspulver (jeg har brugt lakridsrodspulver fra urtekram, og det smagte fint)
100g mandelmel

Smelt smør og chokolade i en gryde ved svag varme og lad det køle af mens du pisker æg og sukker luftigt. Tilsæt lakridspulver og den lune smør/choko masse under omrøring. Tilsidst skal mandelmelet i. (Jeg har bare blendet mandlerne med skal til fint mel)
Det hele hældes i en smurt form og bages ved 175grader i ca. 45min.
Denne opskrift passer til en alm. tærteform og til den store bradepande har jeg lavet 4x opskriften. Den har også fået yderligere 20min i ovnen. Kagen er meget blød i konsistensen og har bedst af at sætte sig i køleskabet natten over. Den skal være lidt fugtig da det er en konfektkage.
Opskriften er fra et lille hæfte jeg fik med magasinet MAD! i feb. og stammer fra bogen "Spilopper og stjerneskud"


Tilsidst har jeg drysset med flormelis og stukket en tandstikker gennem et bær, så det er blevet til små "hapsere". Mums, jeg håber der bliver en enkelt til overs:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar