tirsdag den 3. juli 2012

So many cakes, so little time....

Jeg er ikke gået i stå med at bage, jeg er bare så træt om aftenen, at jeg ikke får taget mig sammen til at skrive om dem! Men nu skal det være... Poden er afleveret i dagpleje, vaskemaskinen kører og der er the på kanden. Dette indlæg bliver en lille opsamling af ting og sager.

Først en gammel kending:

Det er chokolademuffins i mini udgave med hindbærmousse. Jeg nåede lige at tage et billede i farten, inden naboen snuppede dem med til kærestens surprise-fødselsdags-brunch. De bragte lykke som altid. Det er altså en god kombi med den søde chokolade og den let syrlige hindbær. Mums.


Der blev da også lige et par stykker til overs til vores dessert samme aften. Heldigvis... Du kan se opskrifter her:


Lige en opfordring:
I år har jeg prøvet Lone Landmands opskrift på hyldeblomst saft. Og den er ganske god. Du kan liiige nå at lave en portion endnu, inden det er slut med hyldeblomsterne....




Og sidst, men ikke mindst, rabarbertærte! Yum Yum den her er god. Opskriften er fra magasinet Mad! og den kan varmt anbefales.


Rabarberkompot:
Ca. 750g rabarber
1 vanillestang
150g sukker

Skær rabarber i små stykker og bland dem med sukker og vanillekorn (læg den tomme stang ved) og bag det hele i ovnen ved 175grader i ca. 20min. De skal være møre, så mærk efter med en gaffel. Lad det køle af mens du laver kagebunden.

Kagebund:
4 æggeblommer (hviderne gemmes til marengslåget)
125g blødt smør
125g sukker
250g hvedemel
2 tsk bagepulver
1 dl mælk¨

Rør smør og sukker hvidt i en skål. Rør æggeblommer i en ad gangen vend forsigtigt skiftevis mel og mælk i. Fordel dejen i en smurt springform på ca. 24cm og bag ved 175grader i ca. 15min.
Lad bunden hvile mens du laver låget af marengs.

Marengslåg:
4 æggehvider
200g sukker
2 spsk flormelis (sigtes over låget til sidst)

Pisk æggehvider til de skummer og tilsæt så sukker. Pisk til der er et tydeligt mønster i æggehviderne, så ved du at de er stive nok.

Nu skal kagen samles. Spred kompotten ud på kagebunden og læg tilsidst marengslåget på, så det slutter tæt. Drys med lidt flormelis. Bag kagen færdig, stadig på 175grader  og i ca. 15min til låget er gyldent.


Server med flødeskum eller cremefraiche og nyd så den dejlige smag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar